Hybenvej 10, 9330 Dronninglund, Tlf.: 99455742 
 
  Kostpolitik
 

Når vi skal definere hvad der er sundt og usundt mad referer vi til fødevarestyrelsens nøglehulsmærke. Flg. er hentet fra www.noeglehullet.dk
Nøglehullet er Fødevareministeriets officielle ernæringsmærke, der gør det nemmere for dig at finde de sundere fødevarer på hylderne i supermarkedet.

Ved at vælge fødevarer mærket med Nøglehullet, bliver det lettere at sammensætte en sund kost. Kriterierne for Nøglehullet bygger på de nordiske næringsstofanbefalinger og de 8 kostråd.
Fødevarer med Nøglehullet lever op til et eller flere krav for indholdet af fedt, sukker, salt eller kostfibre - derfor gør Nøglehullet det nemt at vælge sundere og bruge kostrådene i hverdagen.
Gå efter Nøglehullet, når du handler. Du kan finde Nøglehullet på mælk, yoghurt, olie, fisk, kylling, nogle færdigretter, frugt, bær, grønsager, brød, mysli, pasta og mel.
Nøglehulsmærket findes i både grønt og sort. Mærket er et registreret varemærke, hvilket betyder, at der er krav til mærkets udseende. Der er ingen forskel på, om varen har et grønt eller sort mærke.

Mærkningsordningen inkluderer ikke fødevaregrupper som indeholder meget fedt, salt eller sukker. Fødevarer som indeholder sødestoffer, kan ikke mærkes med Nøglehullet.
Et Nøglehulsmærke - uanset farve - vil altid betyde et sundere valg inden for en given varegruppe.
 
Morgenmad.
Børnehaven tilbyder morgenmad i tidsrummet fra kl. 6.30 til kl. 7.30.
Nogle børn kommer så tidligt, at de ikke har spist morgenmad hjemmefra. Andre bliver fristet, når de ser hyggen ved morgenbordet. Vi skelner ikke mellem, hvorvidt man har spist hjemmefra eller ej. Morgenmåltidet er en vigtig start på dagen, både fysisk og psysisk, samtidig med at, det  er et sundt og nærende tilbud.
Personalet er opmærksomt på, hvad det enkelte barn spiser, og er barnet meget sultent, tilbyder vi rugbrød, der mætter lidt bedre end ex. cornflakes og grovboller.

Formiddagsmad.
Vi tilbyder formiddagsmad fra kl 9.00 til kl. 9.30. Dette måltid er et tilbud til børnene. Ikke alle har behov for at spise på dette tidspunkt. Nogle er måske lige kommet i børnehave, og har lige rejst sig fra morgenbordet derhjemme. Men har I forældre særlige ønsker for jeres barn, tager vi gerne individuelle hensyn. (Dette måltid er en del af madordningen).

Middag.
Til middag spiser børnene deres medbragte madpakker. Som oftest har børnene rugbrødsmadder med. Men hvis der indimellem er en rest tilbage fra aftensmaden, er der mulighed for at få det varmet op her i børnehaven. Vi har en micro ovn på på hver stue.  Børnene i vores børnehave har som oftest en sund og varieret madpakke med. Det er jeres ansvar som forældre at bestemme indholdet, men vi står selvfølgelig til rådighed med gode ideer og hjælp.
Vi serverer mælk og/eller vand til middagsmåltidet.

Eftermiddagsmad.
Eftermiddagsmaden bliver serveret i tidsrummet fra kl. 14 til kl. 15. I dette tidsrum bestemmer børnene selv, hvornår de vil spise. Vi opfordrer alle børn til at spise eftermiddagsmad. (Dette måltid er en del af madordningen). Vi gør meget ud af vores eftermiddagsmad er varieret, ser lækkert ud og er hjemmelavet så vidt muligt. Vi bager, laver bålmad, forskelliget grød m.m.

Maddage.
Hver stue har maddag en gang om måneden. Børnene er med til at bestemme menu’en fra gang til gang. Personalet er garant for at der bliver brugt sunde råvarer, samtidig med at børnene får deres livretter. Står den på Pizza, vil der ex. være gulerodsstave eller andet grønt til.
 
 

Sidst opdateret 28. januar 2016